Huskar

Ved enden af det hellige Nothl-riges stridigheder åbnede Huskar sine øjne for at se den fortabte skyggepræst, Dazzle, udarbejde en svær besværgelsesformular over sig. Stik imod de ældgamle ritualer i Dezun-ordenen var Huskars ånd blevet redet ud af evighedens greb, men, såvel som alle andre der udsættes for Nothl, følte han sig uigenkaldeligt forandret. Aldrig mere overladt til en dødelig krops nåde — selve hans livsblod blev en kilde til utrolige kræfter; hver dråbe spildt blev gengældt med en tidobbelt, voldsom og brændende energi. Imidlertid ophidsede denne nyfundne gave Huskar, for idet, at han blev reddet fra Nothl, havde Dazzle nægtet ham en plads hos guderne. Han var blevet nægtet sin egen hellige opofrelse. Med tiden begyndte de ældre i ordenen at søge deres indflydelse mere udbredt, og de blev enige om, at Huskar ville være et formidabelt redskab i deres fremstød. Men blot at skulle være et våben for ordenen, som nægtede ham sin umistelige ret, gjorde ham endnu mere oprevet. Da de første krigsgløder viste sig ude i horisonten, flygtede han fra sit fædrene hjem for at finde nye allierede. Han ledte nu efter en sag, der ville være frigørelsen af hans kræfter værd på lige fod med hans ellers fuldstændige opofrelse.