Invoker

I sin tidligste og, nogen vil sige, mest virkningsfulde form var magi primært hukommelsens kunstart. Den krævede ingen teknologi, ingen tryllestave, intet tilbehør udover magikerens sind. Alle indfangningerne af ritualer var blot mnemotekniske anordninger, som lod udøveren huske den præcise mentale formular, som låste op for besværgelsens kraft, meget detaljeret. De største magikere dengang var velsignede med de største minder, og alligevel var invokationerne så komplekse, at alle troldmænd blev tvunget til at specialisere sig på et område. Den mest passionerede kunne gøre sig forhåbninger om at have en tilstrækkelig erindring om tre besværgelser efter en hel levetid — allerhøjest fire. Almindelige troldmænd var tilfredse med at kende to, og det var ikke ualmindeligt, at byens troldmand kun kendte én — og alligevel måtte han rådføre sig med en tryllebog som hjælp imod glemsomhed i de sjældne tilfælde, hvor han måske blev anmodet om at anvende den. Men blandt disse tidlige udøvere var der én undtagelse; et geni med en enorm intellekt og en fænomenal hukommelse, som blev kendt som Invoker. I sin ungdom mestrede denne fremmelige troldmand ikke fire, ikke fem, ikke en gang syv besværgelser: Han kunne fremmane intet mindre end ti besværgelser og anvende dem med det samme. Han lærte mange flere men fandt ingen nytte i dem — han udøvede dem én gang og rensede så sit sind for dem for evigt for at gøre plads til mere praktiske invokationer. En besværgelse, der passede til den beskrivelse, var Sempiternal Cantrap-besværgelsen — en levetidsforlængende besværgelse med en sådan kraft, at dem, der anvendte den i løbet af verdens første dage, stadig er i blandt os i dag (medmindre de er blevet knust til atomer). De fleste af disse quasi-udødelige lever i tavshed i deres frygt for, at afsløre deres hemmelighed. Men Invoker holder ikke sådan sine evner skjult. Han er ældgammel, udlært mere end nogen anden, og hans sind har på en eller anden måde stadig plads til en vældig sans for hans eget værd... og der er tilmed også plads til invokationerne, som han fryder sig selv med gennem tusmørket i verdens lange, langsomt døende dage.