Lone Druid

Lang tid før de første ord i de første historier rejste den druidiske Bjørneklan sig. Vise og retfærdige var de, og fokuseret på deres veje i at forstå den naturlige orden. De vigtigste naturkrafter så dette, og søgte derfor den mest lærte blandt dem. Vise, gamle Sylla, klanens retfærdighedsbringer og seer, trådte frem for sine slægtningen, og til ham blev givet Frøet med disse ord: "Når alt i verden er dæmpet, når civilisation har forladt disse lande, når verden er slagtet og hærget af de endeløse ørkener ved slutningen af aldrene, plant da Frøet." Da han forstod tilliden, følte Sylla sine år trække sig og sin vitalitet vende tilbage. Enorme mængder viden bristede hans sind. Han fandt ud af, at han kunne føre sin egen vilje ind i virkeligheden og, med nogen koncentration, ændre sin egen fysiske form. Men stille hvisken og onde ører bragte ordet om Frøet og dets kræfter til andre folk, og en forfærdelig krig ramte Bjørneklanen. Da hans forfædres hjem brændte, tog Sylla sin byrde og flygtede til de vilde steder. Aldre passerede, og tid og myte glemte Bjørneklanen, glemte Sylla og Frøet, glemte vidunderlige civilisationer, der rejste sig og faldt i Bjørneklanens kølvand. I årtusinder har Sylla ventet, ventet på ord fra sine guder, ventet på at freden kommer til de altid stridende verdener, ventet i eksil og i hemmelighed til enden af alting og til konklusionen af hans hellige forpligtigelse, forberedt sig til altid at møde og destruere, hvad end vover at true hans formål.