Phoenix

Alene på tværs af det uberørte mørke glimtede Keepers første sol, et enestående punkt af bevidst lys, bestemt af skæbnen til at sprede varme i tomrummet. I utallige æoner var denne blindende stjerne sat til at sammensmelte sin uberegnelige energi, før den bristede i det kataklysmiske blus af en supernova. Fra dette inferno ræste nye stjerner, afkom identisk til deres forælder, der berejse et ubelyst ocean og slog sig ned i en konstellation. Med tiden var de også lavet til at udbrede sig gennem supernovaflammer. Sådan ville denne blændende cyklus af fødsel og genfødsel gentage sig, indtil alle himler tilhugget ved Titanernes slid glimter og skinner. Ved dette tidsløse digel, kom stjernen, som dødelige kom til at kalde Phoenix, ved et kollaps til at være, og ligesom sine forfædre blev den kastet ind i et endeløst kosmos for at finde sin plads blandt sine himmelske brødre. Men nysgerrigheden mod det, som de dæmpende ældre fandt komfort ved i mørket, fortærede den spirende, og så, over lange cykler, spurgte og studerede den. Den lærte, at blandt verdener både hele og knækkede, ville der snart ophidses en nexus af forbløffende varietet, låst i en varig konflikt med kosmiske konsekvenser, et plan hvilket ville have behov for mere indflydelse, end en døende sols fjerne stråler kunne tilbyde. Derfor tog dette barn, søn af sole, en jordlig form og rejste spændt for at skinne med sin varme på dem, der havde behov for det, og måske endda gribe ind i dens solare skæbne.